Gode oplevelser på vandet
Guidet sejltur på Mariager Fjord
- PRIS: 250DKK
Guidet sejltur på Mariager Fjord
Turistbåden Svanen har i mange år sejlet skønne ture på Mariager Fjord. Den smukke fjord gemmer på mange spændende fortællinger, der venter på at blive fortalt, og derfor har Svanen igen i år inviteret Nordjyske Museer med ombord. Undervejs på sejlturen vil publikum således møde museets guide, der fortæller levende om Mariager Fjord og områdets historie.
Vi begynder i Mariager, hvor du får fortællingen om Mariager Kloster, der fik økonomien for området og dermed byen til at blomstre i middelalderen.
Gæsterne hører også fortællingen om det hyggelige fiskerleje Stinesminde, inden turen fortsætter forbi Vindø Teglværk. Her får man historien om et af de få tilbageværende teglværker i Danmark.
Svanen sejler derefter videre forbi Bramslev Bakker, og her fortæller guiden om de meget omtalte skattefund fra vikingetiden, som blev gravet op i bakkerne i 2022-2023. De trækker tråde til den nærtliggende vikingeringborg Fyrkat.
Endelig – inden turen går tilbage til Mariager – sejler Svanen ind i Hobro Havn. Her fortæller guiden om en havn, der tidligere var fuld af industri og handel.
Med i prisen er kaffe og kage undervejs på turen.
Varighed: 2 timer og 30 minutter
Mødested: Ny Havnevej 6, 9550 Mariager
Pris: 250 kr.